I øjeblikket turnerer jeg rundt på min arbejdsplads og holder oplæg om hvordan man er en god kollega på nettet – og om hvad takt og tone er på sociale medier. Det er (synes jeg selv) rigtigt interessant – for udgangspunktet er et noget andet end det plejer at være, når jeg taler sociale medier. Det er mere negativt og ikke båret af positive buzz words – men af spørgsmål om trivsel og hvornår online ageren bliver usundt for arbejdsfællesskabet og måske ender i decideret mobning.
At være en god kollega på nettet kan jeg relativt nemt sætte ord på. Det handler om at være venlig, anerkende og inkludere. Uddele likes, venlige kommentarer og delinger med let hånd. Og jeg kan ikke nære mig for at sige, at det er ren win-win. Jo sødere du er, des mere fremstår du som en god kollega og medarbejder i andres øjne – så det kan betale sig.
Men det er ikke helt nok. For måske noget af det sværeste og vigtigste ved at være en god kollega på nettet er at sætte grænser og sige nej. Nej til venneanmodninger man ikke ønsker. Nej til invitationer og kollegiale fællesskaber man ikke ønsker. Og klart nej til billeder fra sommerfesten man ikke ønsker delt.
Bliver man en dårlig kollega af at sige ”nej”?
Nej, for det er vigtigt at definere egne grænser hvad man ønsker at dele med kollegaerne – og det kræver at man tør sige nej. Og det kræver måske, at man er åben om sin ageren og nogen gange forklarer sit nej (beklager, men det kommer for tæt på mit privatliv) – man skal have gefühl og en god forståelse for takt og tone. Men det er helt ok.
Men takt og tone på nettet hvad er det? Det kan vel bedst beskrives som de sociale spilleregler, der gør, at vi alle føler os tilpasse i en given situation. Offline eller online.
Jeg ved godt, at mit arbejdsliv bliver kort hvis jeg stiller mig op og tisser på kontorgangen. Det kræver ikke en nedskreven regel. Og de fleste gange ved jeg også, når jeg går over stregen i mails, på Facebook eller over frokostbordet i kantinen.
Den gode parallel er ikke Emma Gad, men skal måske findes i vuggestuer og børnehaver hvor indlæring af sociale spilleregler i den grad er i centrum. Børnene skal lære. Du må ikke slå. Du skal invitere alle. Det er ok ikke at være lige gode venner med alle, men alle skal have det godt…
Reglerne er mange og vi kender dem alle sammen. Men det virker ikke helt som om vi voksne er gode til at overføre reglerne til vores online liv. Folk skriver grimme ting om kollegaer og chefer. Laver lukkede grupper hvor ikke alle er velkomne. Deler lidet flatterende billeder af andre (som vi dybest set godt ved kan såre). De voksne har vist behov for lidt af den samme hjælp som institutionsbørnene. Vi skal snakke om hvad der er ok – og hvad der ikke er ok – på ”vores” arbejdsplads. I kaffestuen og på facebook. Vi skal blive enige om sociale spilleregler – og vi bliver nødt til at snakke om dem når behovet opstår for arbejdsretslige regler og jura løser ikke problemet her.
